Børnehaven - plads til leg, bevægelse og eventyr

I Gazellens børnehave ønsker vi en hverdag med tid til leg, bevægelse, fordybelse og gode fællesskaber. Vi er et lille hus, hvor børn og voksne kender hinanden godt, og hvor der er plads til både det enkelte barn og fællesskabet.

Udelivet fylder meget hos os. Vi er ude hver dag og bruger både vores egne udeområder og lokalområdet omkring os. Vi har en lille skov i tilknytning til legepladsen og bruger også Ejsing Friskoles store legeplads, hallen og skovlegepladsen i gåafstand. Her er der plads til at løbe, undersøge, bygge, klatre, blive beskidt og tage på små eventyr.

Hos os skal der være plads til at lege, udforske, danne venskaber og opleve små og store eventyr sammen.

Vi følger børnenes nysgerrighed og spor og giver plads til både fri leg og aktiviteter, der opstår ud fra det, børnene er optagede af. Kreativitet, natur, bevægelse og oplevelser er derfor en naturlig del af hverdagen.

Som en del af Ejsing Friskole er børnene samtidig tæt på det fællesskab, de senere kan blive en del af. Hver fredag spiser børnehaven fredagsmad sammen med skolens børn ovre på skolen, og på den måde bliver skolen og de større børn en naturlig og genkendelig del af børnenes hverdag. I tiden op til skolestart har vi et særligt fokus på at skabe en rolig og tryg overgang fra børnehave til skole.

Frokostordning

Forældrene har fravalgt en frokostordning i børnehaven. Det betyder at børnene selv medbringer madpakke til frokost hver dag.

Åbningstider

Mandag – Torsdag kl. 6.15 – 16.30
Fredag kl. 6.15 – 15.30

Derudover holder hele pasningsdelen lukket 23 december, mellem jul og nytårGrundlovsdag, dagen efter Kristi Himmelfartsdagtorsdag og fredag i uge 7 og 42, de 3 dage før påske samt ugerne 29 og 30 i sommerferien.